Monday, March 26, 2007

Krimimesse med Kendis







Faktisk er overskriften jo ikke helt fair, for der var masser af kendisser til weekendens Krimimesse, bl.a. Sara Blædel (som på forhånd havde truet Politikens Bo Tao med at give ham en flyveskalle til krimimessen, fordi han kalder hendes krimier for Nynne Noir), Christian Mørk, Elsebeth Egholm, Henning Mortensen, Arne Dahl, Kirsten Holst og mange andre. Men altså - den største Kendis måtte jo altså være Mads M. (og nej, jeg gider ikke skrive hele hans navn, for så er der større chance/risiko for at mit indlæg dukker op i en google-søgning..).

En af mine kolleger havde støvsuget sin bil EKSTRA grundigt, for hun hentede ham i lufthavnen i Billund, for han kom direkte fra Prag, hvor han lige er påbegyndt indspilningerne til Ole Christian Madsens Flammen & Citronen. Han kom derfor 2 1/2 time før han skulle på scenen, og jeg hentede ham ved fængslets port. Først kunne jeg ikke se ham, og stod og spejdede, og så var det jo lige at han sagde "Metteline?" og jeg vendte mig om, og der var han så - og jeg måtte straks tage ordene fra godt en uge før i mig igen ("Nå, men hvis han ikke kommer, er det også lige meget - SÅ lækker er han altså heller ikke.."). Jeg mente det ikke, jeg var presset..

Horsens Statsfængsel er ret stort, men det var egentlig OK at det tog et stykke tid at gå om til messeområdet - ingen klager fra mig. Jeg kunne nå at høre at hans tur var gået OK og forklare ham, hvorfor han egentlig var her og hvad Krimimessen ellers gik ud på. Og han kunne fortælle at han jo i øvrigt havde været i Horsens Statsfængsel før - i forbindelse med Rejseholdet!

De næste par timer havde jeg et ret let job - sad noget af tiden bare sammen med Mads og Henrik P., som skulle interviewe ham. Ret hyggeligt at få lov at snakke lidt film med de to. Henrik P. har jeg snakket med ved flere lejligheder (bl.a. lavede jeg film-quiz for ham og Bo Tao sidste år og har haft et filmarrangement med ham på arbjedet). Nu vil jeg jo ikke gengive folks samtaler, men hyggeligt var det i hvert fald, og Mads var sød, charmerende og sjov og fortalte bl.a. om arbejdet med den nye film.

Da jeg skrev mit indlæg om at Mads kom til Krimimessen, var der flere der ytrede bekymring for om jeg nu ville bryde fnisende sammen eller sige pinlige ting. Jeg kan sige at jeg IKKE var fnisende eller rødmende, det var helt nede på jorden. Hvis jeg sagde noget pinligt må det være at - da snakken faldt på krimier og Jan Guillou fløj det ud af mig - Nej, jeg har ikke læst nogen af hans krimier, men Peter Stormare var superlækker som Hamilton! Til det sagde Mads at nu var jeg jo bibliotekar, og sådan kunne man måske også sælge en bog? Tjaaa..

Jeg sad dog ikke og glanede i 2 1/2 time, jeg skulle også over og præsentere en af producenterne bag Hitman, Thomas H., som jeg havde fået til at komme og fortælle om computerspillets historie, udviklingen af Hitman og IOIs nyeste satsning Kane & Lynch: Dead Men. Det var et superspændende og underholdende foredrag, og heldigvis var der også mange, der kom og hørte det!

Inden jeg gik over til Hitman, kom Jens, Ruben og mine søstre, Kathrine og Stine, dog lige ind og hilste på, så Ruben (og jeg - drengen har jo brug for sin mor...) blev fotograferet med Mads alias Ronnie Ræs fra Disneys Biler. I det hele taget stillede Mads beredvilligt op til fotografering med alle dem, der ville, og han skrev masser af autografer.

Jeg præsenterede Mads og Henrik, da de gik på, og interviewet gik rigtig godt. Han talte selvfølgelig om sin rolle som Le Chiffre og som Fischer i Rejseholdet, og der var mange spørgsmål fra publikum. Stine spurgte fx hvilken af sine figurer, han bedst kan identificere sig med, og svaret var Svend Sved fra De Grønne Slagtere! Han fortalte også at han er mest stolt af sin præstation i Pusher II, og de svar var perfekte for Stine, som netop havde disse film med, som hun bagefter fik autografer på. I øvrigt er der netop i dag billeder af Søstrene Grim (som vores søde mor ynder at kalde os, når vi er i samlet flok), der står foran scenen, mens Mads signerer Stines film.

Efter "hysteriet" havde lagt sig, fik jeg taget pænt afsked med Mads, som skulle videre hjem til København.

Krimimessen var i det hele taget en kæmpe succes - ca 2000 glade mennesker fordelt på det to dage, spændende foredrag, skønt vejr og fede rammer. Og vi har fået supergod PR på arrangementet - det var perfekt!
Det midterste billede er lånt fra Horsens Folkeblad og det nederste er lånt fra Krimiblog.horsens.dk



9 comments:

Anonymous said...

Ihh, har glædet mig til at læse om det - og så leverer du en dejlig lang smøre. Skønt, det gik godt - herligt billede af trekløveret...
Kh Lærke.

Anonymous said...

Kan ikke vente til maj. Der vil vi høre alle detaljerne. Ville han med til tema og pet eller hva´? ;) Kys. A.

Anonymous said...

Hvor sejt! Hvordan beder man lige Mads om det? (knæl lige med mig og min søn...?)
stine (kan ikke skrive på Rubens blog fordi man ikke må være anonym, og mit google-login vil ikke)

Metteline said...

Tak for hilsener.
Mads ville HELT sikkert meget gerne med til TEMA, A., men jeg var altså bange for at der ville blive kamp om ham, så jeg afslog venligt men bestemt..vi skulle jo nødigt splitte 4-kløveret!
Stine, jeg behøvede ikke bede Mads om at sætte sig ned, jeg spurgte om min søn måtte blive fotograferet med ham, da han jo var Ronnie Ræs, og så sagde han Ja, Selvfølgelig da, og så satte han sig ned til Ruben og snakkede lidt med ham - og jeg måtte jo nødvendigvis sætte mig ned ved siden af Ruben..Intet problem :-)

Trine said...

Sikke en oplevelse, du fik vel en autograf?

Metteline said...

Nej, faktisk fik jeg IKKE en autograf. Jeg synes, billederne var federe og har aldrig helt rigtig forstået det med autografer. Til gengæld fik Stine autografer på hele 3 DVD-film, både på coveret og selve disc´en!

En lidt sjov samtale omkring autografer var der dog:
Mads giver en autograf. Manden, der får den, siger at han straks vil tage den med til en grafolog (for at se, hvad skriften siger om Mads), og Mads svarer at det er nok bedst, han lader være, da hans underskrift har utrolig mange ligheder med Peter Lundins! Og bagved står Per Larsen (Chefkriminalinspektør for Københavns Politi) tilfældigvis, og han siger, at så kunne han lige så godt tage Mads med, med det samme!!

Anonymous said...

Det er FOR MEGET! Er grøn af misundelse!
Lenner

Anonymous said...

Vi kan da bare deles om Mads til tema. Sådan samtidig og det hele. Den er jeg helt med på. Har du hans e-mail?
Lenner

Anonymous said...

ang. din pub.tid. Ja, nogle gange burde unge omkring konfirmationsalderen sendes ud på en øde ø og så først vende tilbage, når de er fyldt 18.
n.b. du plejede at få 13 i diktater, men har åbenbart ikke været udsat for ordet "såmænd". Udtrykket "Søstrene Grim" kommer af at jeg synes I er så utrolig eventyrlige og dejlige. mor