BLITEOTW

- eller Blog like it´s the end of the world!

Zombierne kommer - det er temaet, så her kommer et indlæg om MIN 13. juni:

Vågner kl. 5.35 ved at Sønnike klynker Jeg er suuuulten inde i sin seng. Det kan jeg sådan set godt forstå, han er, for han gik omkuld i sofaen sidst på eftermiddagen i går og var ikke til at vække, så han fik ikke noget aftensmad, men blev bare båret i seng. Jeg er dog ikke sulten, som sådan, men er dog så træt, som var jeg netop vågnet efter en uendelig lang søvn....muaaaaaahaaaaa...

Efter at have kysset barn og mand farvel, smækker jeg cykelhjelmen på hovedet (endnu ved jeg jo ikke at enden er nær - så SELVFØLGELIG tager jeg hjelmen på) og springer i sadlen på min kære Batavus og kører mod byen. God fart ned af Ternevej, overhales af bus nr. 1 og tænker at det sørme er godt, jeg er så frisk at jeg cykler i stedet for at tage bussen - og så bremser bus nr. 1 foran mig for at tage en passager med. Jeg overhaler bussen - og da jeg næsten er forbi, begynder den at køre. Jeg får øjenkontakt med den sært udseende kvindelige chauffør, og tror, hun selvfølgelig har tænkt sig at bremse op, så jeg kan fuldføre min overhaling, og komme ind til siden - men NEJ! Hun sætter farten op, så jeg må køre over i modsatte side af vejen, for ikke at blive tværet ud af hendes store, grimme, grønne bus! Hmmmm...gad vide, om hun også først var ved at vågne??

Kommer på arbejde - har lækkert hår trods cykelhjelm (bare lige en opmuntring til dem, der tror at en hjelm er døden for lækkert hår - det er den ikke..) og nærdødsoplevelse..Tjekker kort en debat på DRs hjemmeside og tænker at verden er af lave og at alle er hjernedøde og følelseskolde..Havde jeg bare vidst at det er fordi, alle er blevet til zombier, havde jeg nok ikke ladet mig gå så meget på af det.

Går til laaaaaangt møde - to ukendte personer og et powerpointoplæg uden kød på...

Forsøger at komme igennem en telefonkø til Statsforvaltningen Midtjylland - hører muzak i 15 minutter før jeg opgiver - intet liv i den anden ende..

Udenfor har sorte skyer samlet sig og på kontoret er det varmt som i helvedes flammer. Jeg giver dog blot den globale opvarmning skylden..




Endnu et møde, nye opgaver skal fordeles. Spiser frokost. Når man pludselig står med ansvar for statistikken og indkøb af licenser og samtidig synes at rugbrød med makrel i chili da egentlig er meget lækkert, så BURDE man vide at enden er nær; men ikke mig!



Kommer efter 10 minutters muzak igennem til Statsforvaltningen. Taler med sød - men forkert - dame. Sød dame vil have mig til at indsende underskrift på at hun må indhente min straffeattest - Hmmmm...Går jorden under, hvis jeg siger nej? Nej, det gør den vel ikke, men det vil i hvert fald have afgørende betydning for min fremtid. Siger ja til damen og ber hende give besked til den RIGTIGE dame!

Mine ellers søde kolleger forsøger at lede mig i fordærv - vil de fordærve mig?? I hvert fald tvinger de mig (næsten) til at en skøn, skøn jordbærkage til kaffen, blot fordi de eftersigende har fødselsdag!

ALT går langsomt i dag, så jeg føler mig rebelsk og tager i sportsbutik. Har ildevarslende fornemmelse i kroppen om at hvis jeg ikke får nye løbesko, kommer jeg ALDRIG igang med at løbe igen. Men jeg modarbejdes. Nogen vil mig ondt! Der er kø ved løbesko-fyren. LANG kø! Pludselig går strømmen i butikken - varsler det ilde, er det et tegn? Jeg tænker at de kan rende (!) mig med deres strømafbrydelse og ventetid, og går i stedet ud og køber økologisk ind i Gårdbutikken. Køber økochokolade og får pludselig fornemmelse af at blive åndet i nakken - af dårlig samvittighed? Af apokalypsens ryttere? Jeg vælger at gå tilbage til løbefyren, som kun lader mig vente 10 minutter mere. Og så kommer straffen: Op på glasplade med bare fødder - se fødder i spejl! Løb ture rundt midt i butik. Skift sko: Løb i butik igen! Har manden intet hjerte??



Måske har han et snert af hjerte for han vælger at tage imod mine 6 uger gamle (og dårlige og forkerte og ONDE) løbesko og trække dem fra prisen på mine nye, skønne og PERFEKTE løbesko, så de koster nærmest ingenting..Jeg smiler og tænker at verden alligevel er god (og at jeg næsten burde købe noget mere, når mine sko nu næsten var gratis..).



Kommer hjem, hvor kaos hersker. Kolapsede broer, togskinner og vejbaner ligger spredt overalt. Anarkien er total: Biler kører på togskinner og ingen stopper for rødt! Dejlig mand og dejligt barn morer sig herligt! Jeg leger med, løber tur og laver mad. Elskede mand fortæller om tur ud i surfklubben og om at en Lise var derude. Nååå, hvem er Lise, spørger jeg? Min søde mand forklarer at hun er en dame (modsat mig, som jo er en kvinde, forstås), som har sin søn med derud og at jeg ikke skal lade som om, jeg er jaloux, for om hun så var Claudia Schiffer, har jeg ingen grund til at være jaloux! Og DA går det op for mig - min mand må være en ZOMBIE!!