Nærrighed er det mest triste og usexede her i verden, selvfølgelig hvad angår penge, men også bare sådan generelt: Folk, der ser livet som en konkurrence, hvor det gælder om at hvis man er sluppet nemt om ved opgaver, sprunget over, hvor gærdet er lavest, har givet færrest drinks, købt gaver på udsalg og gemt sig under sofabordet flest gange, når nødhjælpsorganisationer har ringet på døren, så har man vundet til sidst - dvs. når man dør! Nærrighed er det værste - det er SÅ deprimerende!
Nå, men man kan så åbenbart også vælge at gå for dybt ned i de anden grøft, og det valgte jeg så at gøre i dag.
Kom på vagt over middag, afløser min søde kollega, Ulla, og tager imod nogle mønter for print af en ung kvinde.
Da hun er på vej ud af døren, ser jeg, at kvinden har glemt sit brilletui på mit bord, og råber selvfølgelig på hende. Hun stopper og jeg småløber ned til hende og rækker hende etuiet. Hun smiler og siger Tak, og jeg går tilbage velvidende om at en tilfreds bruger nu kan tage hjem og måske endda læse en bog (hvis hun altså har en bog med) i bussen (hvis hun altså skal med bus)!
Kort efter kommer Ulla tilbage og spørger efter sit brilleetui indeholdende hendes skærmbriller, som hun efterlod på bordet, da hun gik fra vagt. En 10. del af et sekund overvejer jeg at lade som ingenting, men beslutter så, fornuftig som jeg jo er, at løgn alligevel er en LILLE tand værre en nærrighed, og går til bekendelse. Ulla tager det pænt, sådan er hun bare! Kvinden var desværre allerede over alle bjerge (eller i hvert fald ude af døren).
Jeg har besluttet mig for at konkludere at siden det gode vinder over det onde, så vinder min gavmildhed også over nærrigheden, og derfor kommer kvinden helt sikkert tilbage med Ullas etui inden længe. Hellere give et brilleetui (nå ja, og briller) for meget væk end et for lidt! Lad aldrig nærrigheden sejre!
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
3 comments:
Nu er der flere ting jeg har lyst til kommentere i dit indlæg:
1. Er det ikke nærmere tyvagtighed end nærighed, det handler om her?
2. Men ja ellers er nærighed da noget af det mest trælse, der findes. Også min klare holdning. Både nærighed over for andre men også overfor sig selv.
Men sparsommelighed kan vi vel godt leve med, altså så længe det ikke tar overhånd og slår ud som nærighed - eller?
3. Der er kun et "r" i nærighed - men fint nok at du ikke er nærig med r'erne. Det understreger også ligesom din pointe på en flot måde! ;-)
HAHAHA - tænk at hun bare tog imod dem! Måske smed hun dem bare i den nærmeste skraldespand og tænkte, at bibliotekarer altså er de mest mærkelige mennesker, der findes
Ang. tyvagtighed, så tror jeg helst det bedste om folk. Og jeg tror måske, der var nogle problemer med kommunikationen, jeg er i tvivl om, hvor godt hun forstod, hvad jeg sagde..
Sparsommelighed er fint, nærighed (med et r! Jeg var i tvivl, men gad ikke slå det op - hellere et r for meget end et for lidt) er deprimerende.
Og ja, måske er de endt i en skraldespand, Stine - de er i hvert fald ikke blevet returneret endnu. Og stakkels Ulla kan ikke se noget, når hun arbejder ved sin PC...UPS!
Post a Comment